Kemisk peeling
Patientinformation fra Cosmohagen om Kemisk Peeling 2024.
Forskellige typer af kemiske peelinger
Man inddeler peelinger i de overfladiske, de lidt dybere og de dybe. Denne inddeling afspejler sig i den danske lovgivning, idet de overfladiske må udføres af kosmetologer. Den information du sidder med her handler imidlertid om de lidt dybere peelinger med et produkt med pH-værdi på 3 eller derunder, som udelukkende må udføres af sygeplejersker eller læger i klinikker registreret i Styrelsen for Patientsikkerhed med tilknyttet læge.
For både de overfladiske og de lidt dybere gælder, at der findes et hav af forskellige typer overvejende baseret på peeling af huden med kombinationer af forskellige frugtsyrer. De har en stor og velfortjent popularitet, fordi de generelt er meget effektive – her og nu – uden nævneværdige bivirkninger.
Hvordan virker Kemisk Peeling?
En kemisk peeling virker på to måder. For det første løsner behandlingen bindingen af de døde hudceller fra hudens overflade. Det kaldes også en eksfoliering, og det resulterer i en øjeblikkelig forbedring af hudens glathed og glans.
For det andet stimulerer behandlingen hudens celler til at dele sig med fornyet hastighed, og derved acceleres fornyelsesprocessen, efter at de døde hudceller er afstødt. Aktivering af fornyelsesprocessen er et vigtigt skridt i retning mod at skabe langvarig sundhed og vitalitet i huden.
Forkonsultation / 1. behandling
Når du har læst denne skriftlige information, kommer du til forkonsultation hos sygeplejersken, der giver dig al den supplerende mundtlige information, som du har brug for. Du er velkommen til at tage en ven eller veninde med, og du kan stille alle de spørgsmål, som du har lyst til.
Sygeplejersken vil bl.a. udspørge dig om
- Du tager medicin?
- Du er særligt følsom for sollys?
- Du tidligere har fået lavet en peeling
- Du har fået foretaget plastikkirurgiske indgreb?
- Du har haft nogen hudsygdomme?
- Du har haft forkølelsessår (Herpes)?
- Og vurdere om din hud er af den tørre eller olierede evt. kombinerede type, og om din hud er særligt sensitiv og om der er særlige problemer som f.eks. pigmentpletter.
Ved behandling med kemisk peeling er der ikke noget lovkrav om, at man skal have betænkningstid, så hvis du føler dig afklaret, så er der intet til hinder for, at den første behandling kan gives umiddelbart efter forkonsultationen, hvis du giver dit samtykke hertil.
Det er et ufravigeligt lovkrav, at der skal tages fotos af det område, som skal behandles. De skal opbevares i patientjournalen.
Hvem kan behandles?
Peeling kan anvendes af alle uanset hudtype, og alle kan drage nytte af behandlingen, uanset hvor alvorligt huden er ”skadet”.
Vi anvender ikke kemiske peelinger på gravide og ammende kvinder, da produktet ikke er testet på disse.
Hvor mange behandlinger skal der til?
Det afhænger selvfølgelig af hvilket problem behandlingen retter sig imod og sværhedsgraden. Behandlingen kan gentages med 2 – 4 ugers intervaller, og et optimalt forløb vil måske kræve 3 – 6 behandlinger.
Instruktioner før behandling
For at opnå det bedste resultat, bør følgende produkter og behandlingsformer undgås i ugen op til behandlingen:
- Elektrolyse
- Voksbehandling
- Skrubbecremer el.lign. produkter
- På behandlingsdagen bør der ikke anvendes produkter, der udtørrer eller irriterer huden. Det kan f.eks. være Salicyl- og frugtsyreholdige (AHA) produkter såsom glykolsyre.
- Hvis du til daglig bruger A-vitaminholdige hudplejeprodukter (Retinol, Retinaldehyd, Tretinoin), så anbefales en uges pause før behandlingen, fordi du ellers risikerer, at peelingen virker for kraftigt.
- For mænd anbefales det, at man har barberet sig minimum fem timer før behandlingen.
Bivirkninger:
- Normalt ingen; men en vis rødme, svie og let synlig afskalning kan være til stede i nogle få dage. Hvis du lider af hyppige udbrud af Herpes (forkølelsessår), så kan en peeling udløse et udbrud.
- Vi opfordrer dig til altid straks at kontakte klinikken, hvis du oplever symptomer, som er mere udtalte end som så. Det samme gælder hvis du oplever andre symptomer, eller observerer noget, der kan give anledning til bekymring, også selv om du måske ikke selv umiddelbart sætter generne i forbindelse med behandlingen. Du skal ikke forvente at din praktiserende læge eller lægerne på skadestuerne har tilstrækkelig viden om peeling til at kunne rådgive dig korrekt.
Journalføring og lovgivning:
Cosmohagen skal opbevare dine journaloplysninger i 10 år i henhold til lovgivningen. (Journalførings bekendtgørelsen § 15, stk. 1 og stk. 6). Så journalen kan ikke slettes selv om patienten måtte ønske det. Men du er altid berettiget til at få en kopi af din journal udleveret.
Sygeplejerske Tanya Tahani Shafi / Speciallæge i Dermatologi Kristian Bakke Arvesen – September 2024